Velkommen til Blogchain.dk

Som første blogindlæg kommer her lidt løse tanker omkring den nuværende tilstand af blockchain-industrien - Velkommen til blogchain.dk!


Distributed ledger technology, kryptovaluta, Byzantine fault tolerance systems eller blockchains? – kært barn har mange navne og blockchains er i løbet af det seneste år gået hen og blevet et meget kært barn for mange personer, uanset om de er kryptoanarkister eller bankfolk.

Som selvudnævnt blockchain ekspert arbejder jeg til daglig med blockchains både som underviser, konference arrangør og iværksætter, men hvordan skal man som dansker eller dansk virksomhed forholde sig til en teknologi der på ingen måde ikke har bevist sin kommercielle værdi endnu?
Sandheden er nemlig at de eneste der i øjeblikket driver profitable blockchain-virksomheder er små bitcoin-vekselerer, internet-narkohandlere og hackere der kræver løsepenge for at dekryptere dine egne filer.
Nåå ja, og så selvfølgelig konsulenter som mig selv der tager sig godt betalt for at tage ud og fortælle hvorfor blockchain-teknologien “i øjeblikket svarer til internettet i 90’erne”.
Samtlige af de virksomheder vi ser omtalt i både finansielle, tech og mainstream-medier baserer i øjeblikket deres forretning på store mængder risikovillig kapital og genererer ikke noget der bare minder om profit til hverken founders eller investorer.

Men kan vi så ikke bare konkludere at blockchains er en boble og rykke videre til “the next big thing” som f.eks. robo-advisors, alternativ finansiering og kreditvurderinger, (big) data mining eller mobilbetalinger og loyalitetsprogrammer? Det er jo ikke fordi der er mangel på smarte og “disruptive” buzzwords som finanssektoren kan smide deres truede penge efter?

Måske, men det er samtidig også min egen arrogante erfaring at størstedelen af de personer jeg møder der ikke mener at der er potentiale i blockchains ganske enkelt ikke har forstået hvordan blockchains fungerer eller endnu værre, bedømmer dem ud fra nogle parametre som det aldrig har været meningen de skulle konkurrere på.
Blockchain-industrien er stadig i sin spæde ungdom, men i modsætningen til udviklingen af “internettet i 90’erne” så har vi allerede et globalt internet nu. Det betyder at blockchain-innovationen i øjeblikket sker på en global skala og eftersom “closed-source blockchains” på mange måder er en selvmodsigelse, er al kildekoden tilgængelig for alle der ønsker at innovere. Uanset om der så er tale om banker, anarkister, startups, konsulenthuse eller organisationer der driver grundforskning.

Blockchains giver os nogle rigtig spændende muligheder for nytænking indenfor delte databaser, især når man kigger på f.eks. redundans, transparens og interoperabilitet. Samtidig tror jeg dog også at blockchains i sidste ende kan reduceres til ekstra hestekræfter i bankernes fælles kapløb mod bunden.

Her på Blogchain.dk vil jeg forsøge at svare på nogle af de spørgsmål som blockchain-teknologien rejser og jeg vil naturligvis også benytte muligheden for at komme ud med mine egne forudsigelser, tanker og produkter.

God læselyst!

Udgivet af

Simon Ousager

Redaktør på Blogchain.dk og ejer af konsulent virksomheden Paradigm Consult